Vi har 10 fokuspunkter for Jernbanebyen

31.05.2021
Med input fra vores netværksgruppe har vi drøftet, hvor vi vil sætte ind, efter forslaget til helhedsplan for Jernbanebyen blev fremlagt.

Med offentliggørelsen af COBE som dem, der skal stå for helhedsplanen for Jernbanebyen kom vi et stor skridt nærmere de endelige planer for udviklingen af Jernbanebyen. Vi har brugt tiden siden offentliggørelsen på at få studeret og diskuteret planerne grundigt.

8. Maj afholdt vi ekstraordinært lokaludvalgsmøde, hvor vi bl.a. havde lejlighed til at gå i dialog med grundejerne af området om de nye planer, og d. 10. maj mødtes vi med overborgmester Lars Weiss for at få en fælles forståelse af planer og muligheder.

Ved vores sidste ordinære lokaludvalgsmøde drøftede vi endnu engang COBEs vinderforslag, og kom frem til følgende 10 fokusområder, som vi vil kæmpe for i den videre udvikling af Jernbanebyen.

Fokusområder vedr. det grønne

  • En fastholdelse af at der kommer 9-12 ha grønt. Området skal være et åndehul for hele Vesterbro/Kgs. Enghave/København.
  • Et fokus på at der etableres nogle sammenhængende grønne områder, evt. ved at arbejde for at der ikke bygges efter det maksimalt mulige.
  • Uafklaret omkr. grønne arealer til fritidsbrug (fodboldbaner m.v.). Kunstgræs giver øget mulighed for fodbold men begrænser andre former for brug.
  • Infrastruktur skal ikke tælle med som rekreative arealer. 

Fokusområder vedr. Infrastruktur

  • Hvordan skabes der gode forbindelser til og fra bydelen. 
  • At forbindelser planlægges fra starten.

Fokusområder vedr. Mangfoldighed og politisk bevågenhed

  • At rammeplaner og lokalplaner har fokus på at sikre en bæredygtig bydel og at der prioriteres god plads til skoler, institutioner, kultur, skæve boliger, grønne områder, i sammenhæng med boliger og erhverv.
  • At boligformer blandes fra start: Almen, andel, lejer, ejer og at der arbejdes med bo- og byggefællesskaber.
  • at bruge de bevaringsværdige bygninger - til fx kultur- og fritidsformål, uddannelse, håndværk og kreative erhverv, så de bevares.
  • At erfaringerne fra Carlsberg sikrer at processen derfra (herunder dispensationspraksissen) ikke gentages. 

Vores arbejde med Jernbanebyne koordineres løbende med vores netværksgruppe, der er åben for alle interesserede. Vil du også gerne være med, så kontakt Jørgen på mail: jspp0909@gmail.com.