Sammen om stofscenen

Ambition 2

Hvorfor?

Stofbrugerne kom til Vesterbro for godt 40 år siden. Forholdene og ressourcerne for stofbrugerne har dog ikke fulgt med tiden og den øvrige positive udvikling i bydelen. Opgaven er ikke løst!

Som grundlag for de tiltag som vi ønsker at løfte, støtter vi os blandt andet til en steds- og tryghedsundersøgelse af Den Brune Kødby. Med udgangspunkt i observationer af adfærd og interview med personer der færdes i Den Brune Kødby, kommer undersøgelsen med idéer til at designe nye indretninger i Den Brune Kødby og til at udvikle Kødbyen som et sted for mange forskellige grupper af borgere.

Undersøgelsen er udarbejdet af Coexist og finansieret af Vesterbro Lokaludvalg. Undersøgelsen findes her: https://vesterbrolokaludvalg.kk.dk/sites/default/files/2023-01/denbrunekoedby.Coexist-komprimeret.pdf

Hvordan vil vi arbejde for dette?

Vis alle

Afgive status for den åbne stofscene på Vesterbro

Op til budgetforhandlingerne for Budget 24, vil vi give en status for stofscenen 40 år efter, at stofmisbrugerne kom til Vesterbro. Det gør vi gennem en debatterende kommunikationsindsats.

Uddvidelse af Café Dugnads åbningstid

Café Dugnad er et værested for mennesker, som bruger stoffer og opholder sig på den åbne stofscene på Vesterbro. Caféen ligger på Halmtorvet 9C og er et tilbud, hvor målgruppen kan komme og gå, som de vil.

Café Dugnads målgruppe er særligt sårbare i weekenden og morgentimerne, hvor andre tilbud typisk ikke er åbne. Derfor vil en udvidelse af åbningstiden i caféen erfaringsmæssigt mindske sårbarheden for stofbrugere og andre udsatte, der færdes på Indre Vesterbro på skæve tidspunkter. Derudover vil en udvidelse af åbningstiden øge trygheden både for brugerne og for folk der færdes i og omkring Kødbyen.

Arbejde for at der etableres et krisecenter på H17

Stofindtagelsesrummet H17 åbnede i 2014 som et tilbud til stofbrugere til at indtage stoffer under social- og sundhedsfaglig rådgivning, vejledning og eventuel behandling. Hensigten med H17 er ligeledes at skabe relationer til brugerne med henblik på at hjælpe dem videre til det øvrige social- og sundhedsfaglige hjælpesystem. Endelig skal fixerummet og rygerummet begrænse omfanget af stofindtag i Vesterbros gader og offentlige rum. I Vesterbro Lokaludvalg har vi længe arbejdet for bedre forhold for bydelens udsatte så da man for alvor begyndte at snakke om en åben stofscene på Indre Vesterbro, var vi klar fortaler for initiativet, og det er vi stadig.

Vi mener vi at det er vigtigt at fremhæve den positive betydning, som H17 har haft for dets brugere med et klart fald i antal dødstilfælde og en større oplevelse af tryghed og værdighed. Nu er tiden inde til at videreudvikle og styrke tilbuddet og opgradere det til et egentligt krisecenter hvor stofbugere på stedet mødes med en række tværfaglige ekspertiser som eksempelvis psykolog og hjælp og vejledning i generelle livsopbyggende tiltag. 

Understøttende idéer fra steds- og tryghedsundersøgelsen

Vi ønsker fra Lokaludvalgets side derfor at understøtte udvalgte anbefalinger fra Steds- og Tryghedsundersøgelsen om Den Brune Kødby, herunder eksempelvis:

  • Sæt scenen: Marker territorier og understøt muligheder for at vise hensyn til andre, fx via skiltning. Skab steder til dem, der ikke har det, fx sexarbejdere og gymnasielever.
  • Skab sceneskift: Skab muligheder for at sociale viceværter kan understøtte interaktionen og det sociale liv mellem grupper.
  • Skab hverdagsliv for alle på Kvægtorvet: Fx madboder og kaffesteder.
  • Skab plads til ophold: Fx siddemuligheder.
  • Tilfredsstil behovet for fællesskab og fælles steder: Gennem muligheder for ophold.
  • Respekter bygningerne og arkitekturen i Den Brune Kødby: Bevar fredningen af Den Brune Kødby.

Læs rapporten fra Coexist ved at følge linket: https://vesterbrolokaludvalg.kk.dk/sites/default/files/2023-01/denbrunekoedby.Coexist-komprimeret.pdf

Fortsat styrke netværket "Samarbejdsforum for H17 og den åbne stofscene på Indre vesterbro"

For at styrke samarbejdet mellem H17 og dets naboer bakkes H17 op af en følgegruppe bestående af repræsentanter fra politi, kommunen, Gadejuristen, Brugernes Akademi og andre aktører fra Kødbyen og omegn. Her diskuteres aktuelle udfordringer omkring stofscenen og fixerummene.

Da Mændenes Hjem overtog driften valgte man at udvide følgegruppen for H17, så gruppens virkeområde nu dækker hele indre Vesterbro (´den åbne stofscene´), og nu inviteres også privatpersoner som naboer og lokale interessenter til at være med. Det gør vi for at vi i fællesskab kan forbedre trygheden for alle.

I januar afholdte Lokaludvalget valg til Samarbejdsforum, så nye og gamle gode kræfter kan fortsætte det netværksskabende arbejde, hvor både store og små problemstillinger bliver drøftet, ofte med konkrete løsninger på udfordringerne.

Vesterbro Lokaludvalg vil arbejde for at forsætte og styrke Samarbejdsforum for H17 og den åbne stofscene på Indre Vesterbro.

Temadrøftelse i Lokaludvalget om afkriminalisering, stofudlevering m.v.

Endelig ønsker Lokaludvalget selv at drøfte problematikker, der knytter sig til stofscenen som eksempelvis afkriminalisering, stofudlevering etc.