Klima og varmeø-effekt

Bliv klog på varmeø-effektens påvirkning på klimaet i den nye bydel.

Bliv klog på varmeø-effektens påvirkning på klimaet i den nye bydel 

Varmeøer er en betegnelse for den effekt, der opstår i byer som følge af, at overflader som asfalt, fliser, beton mv. holder på varmen, der er færre træer og mindre vegetation til at give skygge og til at afgive vand, der kan køle luften og der er mange bygninger, der forhindrer vind i at blæse varmen væk.

I fremtiden vil vi – på grund af klimaforandringerne – opleve flere hedebølger, og disse hedebølger vil blive forstærket af varmeø-effekten og gøre dele af byen ulidelig at opholde sig i, øge anvendelse af køling i bygninger og forringe luftkvaliteten.

Hvordan bliver temperaturen i det nye byområde Jernbanebyen og hvordan kan man reducere temperaturen og den såkaldte varmeø-effekt i byen gennem byggeri, arkitektur og beplantning?

For at gøre os alle sammen klogere på det, har vi inviteret et panel til at diskutere den kommende byudvikling i Jernbanebyen.

Debatten vil tage udgangspunkt i lokalplanforslaget (https://blivhoert.kk.dk/.../jernbanebyen-lokalplanforslag...) og et notat, Vesterbro Lokaludvalg har fået udarbejdet om varmeø-forholdet i den kommende bydel (https://vesterbrolokaludvalg.kk.dk/.../Notat%20om...). Notatet er udarbejdet af Marina Bergen Jensen og Henrik Vejre, begge professorer ved Københavns Universitet.

 

Program

Kl. 19.00
Velkommen ved Thomas Egholm, forperson for Vesterbro Lokaludvalg.

Vesterbro Lokaludvalg er bekymret for, at Jernbanebyen bliver en varmeø med høje temperaturer, og har derfor bedt forskere på Københavns Universitet om at vurdere risikoen og give bud på hvordan risikoen kan minimeres.
Notatet har til hensigt at inspirere diskussioner i lokalplanforslagets høringsperiode.

Kl. 19.10
Fremlæggelse af notat om Jernbanebyens varmeø-forhold ved professor Marina Bergen Jensen

Marina Bergen Jensen fremlægger resultaterne i notatet og giver også et bud på værktøjer, der kan reducere varmeø-effekten med hovedvægten på kølingsstrategier. Notat er udarbejdet af Marina Bergen Jensen og Henrik Vejre, begge professorer ved Københavns Universitet.

Kl. 19.45
Paneldebat og opsamling ved journalist og borger på Vesterbro Bo Kousgaard.

Kl. 20.30
Tak for i aften.

 

I panelet:
- Marina Bergen Jensen, ph.d. i jordbundsvidenskab og professor i naturbaseret klimatilpasning af byer ved Københavns Universitet.
- Sandra Gonon, arkitekt, Teknik- og Miljøforvaltningen, Klima og Byudvikling.
- Thomas Egholm, forperson for Vesterbro Lokaludvalg.
- Nille With Barrientos, chefkonsulent, HOFOR.
- Mikkel Skovgaard, medlem af Borgerrepræsentationen, Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget for Enhedslisten.

 

Panelet bliver bedt om blandt andet at byde ind på følgende spørgsmål:

• Hvilke dilemmaer er der i lokalplanforslaget i forhold til at afbøde varme-ø-forhold? Hvor opmærksomme er man f.eks. på valg af byggematerialer?

• Hvad kan man skrue på i lokalplanen for at mindske varmeø-effekten?

• Jernbanebyen blev i sommeren 2023 lanceret som globalt pilotprojekt af det internationale bynetværk C40 og skal dermed vise vejen for fremtidens bæredygtige byer. Der siges i den forbindelse, at byområdet skal udvikles med lavt klimaaftryk for øje. Men hvad er sammenhængen mellem lokal varmeø-effekt og klimaaftryk i det større billede? Og hvordan bliver Jernbanebyen i det hele taget et globalt fyrtårn for den grønne omstilling og for byudvikling med lavt klimaaftryk?

• I Kommunens budgetaftale for 2025 fremgår det, at København skal gå forrest i klimakampen og inspirere andre store byer i resten af verden til at investere i klimatiltag og grøn omstilling. Med aftalen tages de nødvendige strukturelle investeringer og langsigtede beslutninger, der skal være med til at omstille København til at blive klimapositiv i 2035. Hvordan kan udviklingen af Jernbanebyen spille ind i den dagsorden?

• På Teknik- og Miljøudvalgets møde i juni hvor forslag til lokalplanen for Jernbanebyen blev behandlet, blev der vedtaget ændringsforslag om at der i høringsperioden undersøges, hvordan der kan tilføjes mere facadegrønt. Hvordan arbejder Teknik- og Miljøforvaltningen med det? (se mere om dette her: https://www.kk.dk/.../m%C3.../till%C3%A6gsdagsorden/punkt-2)

Om oplægsholderen

Marina Bergen Jensen er ph.d. i jordbundsvidenskab og professor i naturbaseret klimatilpasning af byer. Hun er medforfatter til rapporten ”Urban Heat Island i København: Beskrivelse af fænomenet, vurdering af omfang i København, input til strategi for håndtering”, udgivet i 2010. Aktuelt forsker hun i muligheden for at koble lokal håndtering af regnvand til køling af byen.

Fællesspisning inden arrangementet

Borgermødet afholdes på Spor10, som er et aktivitets- og mødested i Jernbanebyen. Hver onsdag er der Spor10 onsdag, hvor husets aktører inviterer indenfor til aktiviteter, sport og leg.

Inden mødet kan du deltage i fællesspisning med mad fra Noon kl. 18.00.

De fleste aktiviteter er gratis. Hvis du vil spise med, skal du købe billet. Se mere på Spor10's hjemmeside.

Praktisk information

  • Borgermødet afholdes på Spor10, Vasbygade 10, 2450 København S.
  • Arrangementet er gratis og åbne for deltagelse. Tilmelding er ikke et krav, men du må gerne melde dig til, så vi ved, hvor meget kaffe og te, vi skal lave.
  • Du skal være oprettet som bruger på KøbenhavnTaler for at tilmelde dig arrangementet. Hvis du ikke ønsker at blive det, kan du skrive en mail til vesterbrolokaludvalg@okf.kk.dk for at tilmelde dig.

Transport og parkering

På cykel

Indgangen til Spor10 kan findes på cykel direkte fra Vasbygade eller Otto Busses Vej, som tager dig gennem hele Jernbanebyen. Hvis du cykler ad Otto Busses Vej fra Sydhavn, skal du dreje til højre over grusområdet mod hovedporten ved Vasbygade.

Med offentlig transport

Den tætteste station er Havneholmen Metrostation ved Fisketorvet. Gå fra stationen til krydset Otto Busses Vej/Vasbygade/Havneholmen. Kryds Vasbygade og gå til venstre langs Vasbygade, indtil du møder porten ved Vasbygade 10.

Med bil

Der er et begrænset antal parkeringspladser ved Spor10, samt parkeringsmuligheder uden for området.

Tilgængelighed

Der er adgang til Spor10 via en rampe ved indgangen (se foto nedenfor). Arrangementet foregår i det store rum lige over for indgangen. Der er handicaptoiletter til højre for indgangen.

Kontakt

Skriv til vesterbrolokaludvalg@okf.kk.dk, hvis du har spørgsmål.

Kontakt

Spor10

Vasbygade 10

2450 København S

Del med