Bliv medlem af lokaludvalget
Har du meninger om, hvordan Vesterbro skal udvikle sig?
Interesserer du dig for nærdemokrati og at have medindflydelse på din bydel?
Vil du have et bedre netværk og lære andre lokale at kende?
Så er lokaludvalgsarbejdet måske noget for dig. I starten af 2026 skal der vælges et nyt lokaludvalg for Vesterbro. Herunder kan du se mere om, hvad det vil sige at være med i lokaludvalget.
Hvad laver man som lokaludvalgsmedlem?
Som medlem af lokaludvalget får du et godt indblik i din bydel og hvad der rører sig i forhold til byudvikling, trafik, miljø, fritid, kultur og det sociale område. Du er med til at behandle sager om udviklingen af bydelen, og uddele puljestøtte til lokale aktiviteter. Du kan også selv være med til at sætte projekter i gang og rette fokus mod tematikker du synes er vigtig. Vi afholder jævnligt events for borgerne, som du også kan være med til at arrangere.
Lokaludvalget mødes 11 gange om året og derudover kan du deltage i arbejdsgrupper under lokaludvalget, hvis du har nogle interesseområder, du går særligt op i.
Bag lokaludvalget står et professionelt sekretariat, der hjælper med jura, formidling af kontakter til kommunen, planlægning af events, møder og meget mere. Som nyt medlem får du også en grundig indføring i lokaludvalgsarbejdet og en buddy. Du skal derfor ikke afholde sig fra at stille op, fordi du er usikker på, om du kan finde ud af det.
Hvordan stiller jeg op?
Hvert fjerde år er der valg til lokaludvalgene - valget til lokaludvalgene ligger altid umiddelbart efter valget til Borgerrepræsentationen (kommunalvalget). Der er kommunalvalg i november 2025 og valg til lokaludvalgene i februar-marts 2026. Valget til lokaludvalgene afholdes digitalt.
For at stille op til lokaludvalget, skal du repræsentere en forening med lokale aktiviteter. Det er ikke et krav, at du bor på Vesterbro, og du behøver ikke være formand eller med i bestyrelsen i den forening, du repræsenterer.
Alle foreninger, råd, organisationer, brugerbestyrelser osv. på Vesterbro kan opstille en kandidat til Vesterbro Lokaludvalg og/eller være med til at bestemme, hvem der skal sidde i lokaludvalget i perioden 2026-2029.
Mangfoldighed
Københavns Kommune og Vesterbro Lokaludvalg opfordrer til, at alle myndige interesserede uanset køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold stiller op til valg til lokaludvalget.
Det gør vi fordi, mangfoldighed er en grundsten i det nære demokrati og en nødvendighed for at sikre, at lokaludvalget står stærkest som repræsentant for et samlet Vesterbro.
Formelle krav
For at din forening kan opstille en kandidat og/eller stemme til valg til lokaludvalg, er det et krav:
- at foreningen har eksisteret minimum et år fra den dato, du tilmelder dig valget.
- at foreningen har minimum 15 medlemmer fra den dato, du tilmelder dig valget.
- at foreningen har aktiviteter på Vesterbro.
Hold øje med indkaldelse til valg
Efter et kommunalvalg vil lokaludvalgets sekretariat indkalde alle foreninger i bydelen til valgmøde. Du kan tilmelde dig på vegne af din forening og dermed stille op lokaludvalget. Du kan også tilmelde dig valget, hvis du gerne vil være med til at vælge, hvem der skal sidde i det nye lokaludvalg.
Hold derfor øje med din mailboks eller lokaludvalgets hjemmeside, Facebook og Instagram, når kommunalvalget nærmer sig.
Vigtige datoer for valg til Vesterbro Lokaludvalg 2026
Vis alle
Vigtige datoer for valg til Vesterbro Lokaludvalg 2026
Den 23. januar 2026 kl. 12.00 er frist for at tilmelde dig som kandidat.
Den 28. januar 2026 bliver alle lokaludvalgskandidater offentliggjort på Københavns Kommunes hjemmeside ”Om lokaludvalg” og på lokaludvalgenes hjemmesider.
Fra den 28. januar til den 9. februar 2026 afholder lokaludvalgssekretariaterne præsentationsmøder, hvor de opstillede kandidater kan præsentere sig for hinanden, de stemmeberettigede foreninger og for andre lokale interessenter.
Den 16. februar 2026 er der frist for tilmelding til at stemme (for kandidater der kun vil stemme og ikke stiller op).
Fra den 23. februar til den 9. marts 2026 kan du afgive din stemme via link til afstemning.
Den 9. marts er valget afsluttet og det offentliggøres, hvem der er blevet valgt ind i det nye Vesterbro Lokaludvalg 2026-2029.
I marts og april konstitueres lokaludvalget.