Pitch Please, Vesterbro

Er du ung, og har du verdens bedste idé til et projekt på Vesterbro? En koncert, en udstilling, en klimahappening, en samtale eller noget, der endnu ikke har et navn? Og mangler du penge til at føre den ud i livet?
Så tilmeld dig Pitch Please!

Pitch Please er for dig, der er ung og ikke-etableret projektmager, med en projektidé du gerne vil føre ud i livet. Du får mulighed for at pitche din idé live, få sparring undervejs og søge støtte på op til 15.000 kr., så dit projekt kan blive til virkelighed.

Vi holder Pitch Please lørdag den 21. marts i Ungdommens Demokratihus fra kl. 10.30-17.00. Dagen starter med workshops og oplæg, der hjælper dig med at forme dit projekt og finde ordene til dit pitch, og slutter med live pitches, hvor du samme dag får svar på om du modtager støtte.

Du skal tilmelde dig senest den 12. marts via dette link:
https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=UR4MPCXMS2C5

Du kan deltage i Pitch Please, hvis du:

  • ser dig selv som ung, ikke-etableret projektmager
  • har verdens bedste idé til et projekt med afvikling på Vesterbro, og som er offentligt tilgængeligt.
  • mangler penge til et mindre projekt, så dit regnskab kan gå i nul.

Alle projektidéer er velkomne – det kan være kunst, kultur, klima, lyd, historie og alt derimellem. Du kan selvfølgelig deltage både som enkeltperson og som gruppe, hvis I er flere, der er gået sammen om et projekt.

Få sparring på dit projekt undervejs

Vi holder "Åben Sparring" både før og efter arrangementet, hvor du kan komme forbi og tale med os om alt det, der skal til for at lave et projekt – fx om hvordan man laver et budget, hvordan man kommer godt i gang med sit projekt, og vi kan hjælpe med forslag til lokationer/venues på Vesterbro og kontaktoplysninger hertil. Der er "Åben Sparring" tirsdag den 3. marts kl. 14-17 og alle onsdage i marts til midt juni fra kl. 10-17 i Ungdommens Demokratihus.

Til Pitch Please den 21. marts kan du også få hjælp til, hvor du kan afholde dit arrangement på Vesterbro.

Program for dagen

Selve arrangementet lørdag den 21. marts er todelt, og det er frit om du deltager hele dagen eller blot i eftermiddagens pitches.

Kl. 10.30-13.00: Workshop, oplæg og projektsparring

  • Hvad indeholder en god ansøgning? Oplæg og workshop ved Snabslantens unge og erfarne projektmagere.
  • Tips og tricks til det gode pitch! Hjælp til at få styr på nerverne og kropssprog ved Røst.
  • Løbende sparring til at finde lokation/venue på Vesterbro og til at lave arrangementer i kommunens kulturhuse.

Kl. 13.00-14.00: Vegetarisk frokost

Kl. 14.00-17.00: Live pitch og puljestøtte

  • Her pitcher du din projektidé for et panel, der består af medlemmer af Vesterbro Lokaludvalg, Scenekultur Vesterbro, Snabslantens bevillingsudvalg, Vesterbro UngeLokaludvalg og Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Der vil være lidt kage, sodavand, te og kaffe undervejs.

Vi håber at se dig til Pitch Please Vesterbro, og vi lover at din idé bliver behandlet med faglighed og respekt.

Pitch Please Vesterbro arrangeres i et samarbejde mellem Vesterbro Lokaludvalg, Scenekultur Vesterbro, Vesterbro UngeLokaludvalg og Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Kontakt

Ungdommens Demokratihus

Slagtehusgade 10A

1715 København V.

Kontaktperson

Katrine Dyrebye Clausen

is60@kk.dk

Del med