200.000 til Café Dugnad i budgetaftalen er ikke nok!
Et af vores ønsker til kommunens budget for 2022 var, at man genindførte muligheden for weekendåbent i Café Dugnad. Netop nu, når Mændenes Hjem er under ombygning, er et tilbud som Café Dugnad helt essentielt både for stedets brugere, og for de naboer der mærker konsekvenserne af et manglende weekendtilbud til de udsatte stofbrugere i Indre Vesterbro.
I budgetaftalen blev der afsat 200.000 i en etårig bevilling. Den er vi selvfølgelig glade for. Men når man ved, hvad det koster at udvide åbningstiden, virker bevillingen mere symbolsk end en reel løsning. Derfor henstiller vi på det kraftigste til, at man fra Rådhusets side genovervejer sine prioriteringer og finder en reel løsning på de problemer, der opleves på Indre Vesterbro.
Derfor er det vigtigt, at Café Dugnad også kan holde åbent i weekenden.
Hvis Indre Vesterbro skal kunne rumme den stofscene, som er en del af bydelen, er det nødvendigt, at der findes væresteder til stofbrugerne. Det er vigtigt for området, for naboerne og for stofbrugernes selv, da det er her, de finder ro, hvile, mad og sundhedshjælp. Café Dugnad bruges især af de mest udsatte stofbrugere, som chikaneres ud af H17, eller dem som ikke kan finde sig til rette i H17’s lokaler. Imens Mændenes Hjem er under ombygning, er der ikke andre stedet af gå hen.
Mange fixer derfor i Café Dugnads gård, hvilket har forrået stedet og skaber uheldige situationer for brugerne og for de ansatte. Ligeledes fixes der rundt omkring i den Brune Kødby og altså med fravær af sundhedsfagligt personale og til ubehag for dem, der ellers færdes i området. Mange kvinder oplever fx overfald, voldtægt og tyveri i forbindelse stofindtag
Café Dugnads målgruppe vurderes at være særligt sårbare i weekenden og morgentimerne, hvor en del tilbud og hjælpeorganisationer for udsatte ikke har åbent. En udvidelse af åbningstiden i caféen kan afhjælpe dette problem.
Når Café Dugnad er lukket mangler stofbrugerne et sted at opholde sig. Det i sig selv skaber en større konfrontation og konflikt mellem stofbrugerne og beboerne på Indre Vesterbro. I vores dialog med Mændenes Hjem om situationen påpeger de, at det netop er et af de forhold, der ærgrer dem mest. Når de ikke har midler til at levere et ordentligt tilbud til deres brugere, er det svært at være en god nabo i området.
Situationen kalder på politisk ansvar.
Trods støtte på 200.000, er situationen for nuværende uholdbar for både stofbrugerne, de ansatte og naboerne. Som lokaludvalg bakker vi op om naboernes ret til et trygt nabolag. Et nabolag der pt er plaget af manglende politisk ansvar når det gælder et ordentligt tilbud til nogel af byens mest udsatte borgere. Det kan hverken Vesterbro eller København være tjent med.
Café Dugnad
Værestedet Café Dugnad er et tilbud for udsatte stofbrugere på Vesterbro. Stedet drives af Mændenes Hjem efter driftsoverenskomst med socialforvaltningen i kommunen. Der er mulighed for gratis mad, kaffe, sundhedsbehandling, samtale og anden hjælp. Dugnad har i dag knap 500 serveringer med mad og drikke per åbningsdag.
Med budgetaftalen 2018 fik Café Dugnad udvidet åbningstiden med 10 timer i weekenden. Bevillingen blev kun givet etårigt, og tilbuddet måtte reduceres igen til kun at have åben i hverdagen fra 10-18.