Green Friday indtager Vesterbro
På Green Friday går butikker, caféer, kultursteder og lokale aktører langs Istedgade, på Enghave Plads, Saxogade og Litauens Plads sammen om at skabe en festlig, bæredygtig aften, hvor det handler om at bruge det, vi allerede har, på nye måder.
Du kan gå på opdagelse i genbrugsbutikker med aftenåbent, finde skatte på byttemarkeder eller give gamle ting nyt liv på reparations- og upcyclingworkshops. Undervejs kan du slå dig ned til genbrugsquiz, historiefortællinger, bogoplæsning og ølsmagning på lokale barer og caféer. Og i uKirke er der både GRØN BAR og koncerter.
Måske finder du årets mest originale julegave. Måske lærer du at reparere noget, du ellers ville have smidt ud. Eller måske får du bare en rigtig god aften i selskab med andre vesterbroere. Programmet byder på masser af grønne muligheder.
Green Friday er Københavns grønne alternativ til Black Friday. Vesterbro Lokaludvalg og Grønne Nabofællesskaber har sammen med masse lokale aktører på Vesterbro været med til at skabe et brag af et program, hvor genbrug, reparation og fællesskab er i centrum.