Julehjælp på Vesterbro 2019
De seneste tolv år har Vesterbro Lokaludvalg og Vesterbro Julehjælp sammen med frivillige hænder pakket 150 julekurve lige inden jul, så de står klar til at kunne sprede juleglæde hos familier på Vesterbro. Igen i år fortsætter vi det gode julesamarbejde.
Hvordan samler vi ind til julehjælp?
Butikker, erhvervsdrivende og deres leverandører donerer gaver og udvalgte varer. Vesterbro Lokaludvalg spæder det sidste til – og så får vi forhåbentlig også i år mindst 150 gode julekurve med godt indhold, der kan glæde mindst 150 familier på Vesterbro.
Hvem modtager julekurvene?
Julekurvene uddeles til vesterbroere, der har et særligt behov for ekstra hjælp. Vi fordeler med hjælp fra Settlementet, Fisken, Næstehjælperne og Garvergårdens Familie-tilbud.