Naboerne er med, når udearealerne ved Musikhuset udvikles
Sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen og foreningen Musikhuset havde vi inviteret naboer og genboer til præsentation af og dialog om, hvordan forpladsen og baghaven kan aktiveres i samspil med nærmiljøet.
Vi drøftede mange gode ting på mødet, bl.a. hvordan man skaber gode byrum til ophold, og hvilke forhold i området der skal tages hensyn til.
Både bygning og udearealer skal sættes i stand
Det gamle palæ på Vesterbrogade 59 skal de kommende år omdannes og istandsættes for at skabe endnu bedre rammer for et levende musikhus til akustisk og klassisk musik.
I samme ombæring skal udearealerne også istandsættes, så de omdannes til byrum, der inviterer vesterbroere og københavnere ind, og samtidig skal de danne ramme om Musikhusets udendørs koncerter og events.
Den videre proces
Vi er meget glade for, at Københavns Kommune har skaffet penge til at få et musikhus til bydelen og samtidig gøre noget ved udearealerne.
I begyndelsen af det nye år holder vi møde igen, hvor Kultur- og Fritidsforvaltningen præsenterer de endelige planer for udearealerne.
Selve istandsættelsen af huset og udearealerne forventes at starte i december 2024 eller foråret 2025. Når byggearbejdet er i gang, vil det vare ca. 18 måneder.