Netværksmøde i Basement for kulturudøvere
Basement er et at Vesterbros mange koncert og kultursteder. Men særligt for Basement er stedets fokus nichekulturer og et deraf mere spraglet program end andre steder. Dertil er Basement et kommunalt tilbud, hvilket gør, at der ikke er de samme krav til indtjening for det enkelte event, som andre steder, og at mindre mainstream kulturtilbud derved også har mulighed for at få en scene at udøve deres kultur på.
Basement har i længere tid været i gang med en proces, hvor de ønsker at nå ud til en bredere målgruppe, og hvor målet er, at flere unge kulturudøvere, kan bruge lokalerne og være med til at påvirke Basements profil.
I lokaludvalget bakker vi op om Basement’s og DIT:KBH’s initiativ og ønske om at gøre Basement til en stærkere aktør og attraktivt tilbud til især de unge og nytænkende kulturudøvere på Vesterbro.
Vi inviterer Vesterbros unge og nytænkende kulturudøvere til møde
Derfor har vi I samarbejde med DIT:KBH inviteret Vesterbros unge og nytænkende kulturudøvere til et inspirationsmøde. Mødet foregår mandag d. 21. juni i Basement.
Formålet med mødet er at præsentere Basement som event-sted for unge, og ikke mindst at tilbyde hjælp og få gang i en dialog om, hvordan DIT:KBH kan hjælpe dem med at realisere deres kultur-projekter.
Vi ser frem til mødet og forhåbenligvis en række nye kulturprojekter i Basement fremover.
Det gør vi efterfølgende
Basement’s lokaler har et råt look, hvilket er en del at Basement’s stil. Men det rå look har brug for en renovering, hvis det forsat skal kunne betjene de mange unge kulturudøvere, der bruger stedet. Derfor er en renovering af Basment et af de budget-ønsker, vi har sendt ind til Rådhuset ifm. at kommunens budget for 2022 besluttes i starten af efteråret.
DIT:KBH har fastlagt to scenarier for renoveringen.
Renovering af de mest åbenlyse mangler på stedet, og som er nødvendige for at stedet kan fungere som professionel kulturafvikler.
Renovering som i forslag 1, men som også inkluderer etableringen af en brandudgang, der vil betyde, at Basement fremover vil kunne tage imod flere gæster end nu. Pt. er det ikke pladsen, der sætter en øvre grænse for, hvor mange der kan være i Basement’s lokaler, men at stedet ikke har en brandtrappe.
Ung på Vesterbro
I 2019 satte vi gang i en dybere undersøgelse af de unges liv på Vesterbro, herunder hvad de gerne vil have mere af. En af pointerne fra undersøgelse var, at de unge netop ønsker flere steder, hvor de kan få indflydelse, og hvor det er dem der er med til at sætter rammerne. Du kan læse mere om vores undersøgelse Ung på Vesterbro her.