På tur med Overborgmesteren
Som en del af sit program på Vesterbro, havde Overborgmesteren afsat tirsdag eftermiddag til en tur rundt på Vesterbro sammen med os. Det gave anledning til mange gode snakke om flere af Vesterbros knudepunkter og udviklingspotentialer.
Vores tur startede på Enghave Plads. Her fortalte vi bl.a. om den borgerinddragelse vi har lavet ifm. vores konkretisering af Vesterbros ønsker til fortsat udvikling af pladsen. P.t. er der politisk fokus på afsættelse af midler til en byrumsbane, som Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at udarbejde idé-oplæg til. Vi har et ønske om, at men samtidig anlægger en skaterbane rundt om byrumsbanen som en udvidelse af det nuværende skaterområde.
Ligeledes med baggrunde i vores borgerinddragelse om Enghave Plads påpegede vi behovet for forbedringer i den del af lommeparken, hvor øldrikkerfællesskabet holder til. Vi og Vestebro ønsker, at der laves installationer, hvor brugerne kan sidde, tisse og være i området i læ for vind og regn. Det er vigtigt, at Øldrikkerfællesskabet involveres i indretningen af området.
Efter Enghave Plads kørte vi gennem Dybbølsgade og hen over broen mod Fisketorvet, hvor vi endnu engang påpegede behovet for en trafikal helhedsplan for området.
Sidste stop ved Holmene gav anledning til italesættelse af behovet for flere fritidsaktiviteter også i de nyere områder af Vesterbro. Med mere end 10.000 nye Københavnere i den del af vores by, bør de også kunne tilbydes faciliteter til et aktivt fritids- og idrætsliv.
Vi takker mange gange for en god tur og er som altid klar til videre dialog om Vesterbro.