Pas på vores grønne områder og prioriter cyklister og gående

Det var vores vigtigste input til placeringen af de sorteringspunkter, der fra sommeren 2023 bliver placeret i byrummet på Vesterbro – og vores input er blevet hørt.

Tirsdag aften holdt vi sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen borgermøde om sorteringspunkter. Københavns Kommune har en målsætning om, at 70% af husholdningsaffaldet skal genanvendes.

En af de indsatser, der er i spil, er, at der skal være sorteringspunkter i hele byen. Sorteringspunkterne bliver et supplement til affaldssorteringen i gårdene, men de vil også være en hjælp for de mindre gårde, hvor der ikke er plads til at sortere i alle fraktioner.

På borgermødet blev vi orienteret om de foreløbige placeringer og det store logistiske puslespil, det er, at placere sorteringspunkter: Der krav om afstand til bygninger og parkering, pladsforhold for kranbilerne, der skal tømme, ledninger i jord og luft og meget mere. Samtidig skal sorteringspunkterne stå centralt, så man naturligt kommer forbi – uden dog at fylde midt på pladser og i rekreative områder.

På Vesterbro har knap 500 borgere givet 580 forslag til placering af sorteringspunkter. De mange forslag er lige nu endt op med 32 sorteringspunkter på hele Vesterbro, hvor hvert sorteringspunkt består af 2-4 beholder med forskellige fraktioner.

Har du et forslag til hvor der skal være et sorteringspunkt på Vesterbro

På sorteringspunkter@kk.dk kan du indtil den 12. december stadig nå at komme med input til placering af sorteringspunkter på Vesterbro.

Hvordan ser et sorteringspunkt ud?

Hvis du er nysgerrig på, hvordan et sorteringspunkt kommer til at se ud, kan du i december tage forbi Valby, hvor de forskellige beholdere bliver udstillet i byrummet. Placeringen er endnu ikke valgt, men følg med via linket, hvis du vil vide mere.