Sæt kryds i kalenderen allerede nu - vi gentager Lights on Vesterbro
I januar besluttede vi i lokaludvalget at gentage Lights on Vesterbro, men først ved vores sidste møde fik vi endeligt fastlagt datoer for afviklingen af kulturdagene, som har vist sig at være et populært indslag for både lokale erhvervsdrivende, det lokale foreningsliv, de lokale kulturudøvere samt alle os, der bor på Vesterbro.
Der lokale forenings- og erhvervsliv er med
Igen i år inviterer vi derfor lokale erhvervsdrivende til at være med til at skabe Vesterbros hyggeligste og mest mangfoldige kulturdage. Koncepter fra de to foregående år vil være det samme - Vi inviterer Vesterbros lokale forening- og erhvervsliv til at deltage i Lights on Vesterbro ved at arrangere en kulturel begivenhed på Vesterbro i dagen 2. – 4 september. Vi dækker op til tre tariffer til kunstnerne pr. arrangement (1 tarif = 2.500 kr., dvs. max støtte 7.500 kr.), resten af udgifterne dækker man selv.
Nyt tiltag målrettet de lokale foreninger
Som noget nyt har vi i lokaludvalget valgt at vi gerne vil inkludere foreningslivet endnu mere og dermed give dem en særlig plads i afviklingen af Lights on Vesterbro.
Derfor inviterer vi Vesterbros foreninger ind som medværter i vores telt på Enghave Plads, som vi stiller op lørdag d. 3. september kl. 9.00 – 19.00.
Værtskabet i teltet vil blive fordelt til lokale foreninger á en times varighed, hvor du har mulighed for at fortæller om din forening, hvad I laver og hvordan man kan blive medlem.
Kender du en lokal forening, erhvervsdrivende eller kulturudøver, som måske kunne tænke sig at være med? Så giv dem endelig et tip.
Vi informerer om procedure og ansøgningsfrister, når vi når lidt længere hen på foråret.