Sorteringspunkter på Vesterbro
For at København som by kan leve op målsætningen om at blive CO2-neutral i 2025 og for at nå målet i Cirkulær København om 70 % genanvendelse af husholdningsaffald, er det nødvendigt, at vi genanvender endnu mere af vores affald. Derfor skal der etableres sorteringspunkter i byrummet.
Teknik- og miljøforvaltningen har undersøgt mulige placeringer af sorteringspunkter og er nu klar med konkrete forslag til placeringer. Placeringsforslagene er fundet på baggrund af data, besøg i bydelen, input fra os og fra jer.
For hele København er der kommet over 5.000 forslag til placering af sorteringspunkter i hele byen.
Vi ønsker placering, der ikke optager grønne kvm
Et af vores ønsker til sorteringspunkterne var, at de så vidt muligt placeres uden at skæmme eller inddrage grønne og rekreative arealer. Det har forvaltningen i sine forslag taget højde for, og forventer desuden at kunne etablere sorteringspunkterne på Vesterbro uden at fælde nogle træer.
Ud fra input og forvaltningens egne kriterier ligger der nu et konkret forslag klar til, hvor sorteringspunkterne skal placeres på Vesterbro.
I alt skal der placeres 32 sorteringspunkter på Vesterbro. Du kan se dem på kortyet her, eller følg linket længere nede på siden.
Hvad er et sorteringspunkt
Et sorteringspunkt kan bestå af tre forskellige beholdertyper: En affaldscontainer gemt i et skjul, en kube eller en nedgravet beholder med en top over jorden.
Alle de tre typer beholdere vil være at finde på Vesterbro, men hvert sorteringspunkt på består kun af en type beholdere både af praktiske hensyn, fordi man foretrækker nedgravede, men også af æstetiske.
Læs mere om processen for udvælgelse af de konkrete steder
Forvaltningens forslag til placeringer er samlet i 'Bydelsplan for sorteringspunkter på Vesterbro og i Kgs. Enghave’. Du kan også finde præsentationer fra borgermøderne, som blev afholdt 29. november og 6. december 2022.
Bydelsplanen skal nu godkendes i Teknik- og Miljøudvalget.
Du kan stadig nå et komme med input
Frem til den 18. december kan du sende bemærkninger til placeringerne på e-mail til sorteringspunkter@kk.dk.