Vi og Vesterbro ønsker en permanent og bedre løsning for øldrikkerne på Enghave Plads
Siden Metrobyggeriets opstart har vi i Vesterbro Lokaludvalg været engageret i øldrikkernes forhold på pladsen. Da den ene del af pladsen blev lukket, var vi med til at finde og indrette et nyt midlertidigt område til øldrikkerne i den tidligere hundegård i den anden ende af pladsen. På det tidspunkt var det meningen, at det vi byggede, kun var midlertidigt.
Nu hvor Metroen er åben, har vi i løbet af det sidste års tid kørt en større evaluering af den nye plads med inddragelse af pladsens forskellige brugergrupper – herunder øldrikkerne. Og der er ingen tvivl om, at der lokalt og blandt brugerne er et stort ønske om, at de kan få lov at blive. På den baggrund har vi i lokaludvalget debatteret, hvordan dette kan lade sig gøre, og har i den forbindelse et par konkrete forslag, som vi med vores brev foreslår Mia Nyeggard.
- Ressortområdet skal defineres. I dag er området registeret som hundelufterpark under Teknik- og miljøforvaltningen. Det skal afklares, hvorvidt der skal ske en ændring.
- Der skal afsættes midler til afklaring af, hvad der kan ske på arealet. Politi, Socialforvaltningens udgående teams og Teknik- og miljøforvaltningens driftsafdeling skal høres. Vi har løbende holdt møder med alle tre parter, og der er velvilje til et projekt.
- Der skal bruges penge på projektering. Vi foreslår at man engagerer Kenneth Balfelt, der var med til at starte projektet med øldrikkerne midlertidige opholdssted på Enghave Plads op.
- Der skal afsættes midler til det fysiske byggeri. Vi foreslår, at man inddrager lokale ressourcer f.eks. gennem Settlementets projekter. Vi forestiller os en konstruktion, som allerede fungerer andre steder i byen, hvor en socialfaglig indsats bruges i udførelsen af det nye byrum, til gavn for både dem der bygger, og dem der bygges til.
Vi ser frem til at få et svar fra socialborgmesteren og til en forhåbentlig konstruktiv dialog om muligheder og løsninger.