Bokashikompost

I april 2021 holdt vi en workshop om bokashi i Træstubben. Brug guiden herunder til at lave din egen bokashikompost

Bokashi - hvad er det?

Bokashi er et japansk ord for fermenteret organisk materiale og er en komposteringsmetode, hvor du kan omdanne dit bioaffald til næringsrig jordforbedring. Metoden er særligt velegnet til folk, der bor i lejlighed, som gerne vil minimere deres eget bioaffald – og få god næringsholdig plantejord til planterne på altanen eller i vindueskarmen som bonus.

Det skal du bruge

  • Bioaffald
  • En spand med tætsluttende låg
  • Kompostgær

Bioaffaldet tilsættes kompostgær, der er en blanding af gær, mælkesyrebakterier og effektive mikroorganismer, og som gør madaffaldet surt, så det ikke rådner - men i stedet sætter gang i nedbrydningen hurtigt og lugtfrit.

Beholderen kan være en almindelig 10-liters plasticspand med låg, men du kan også købe spande lavet til bokashi, hvor der kan tappes væske fra, der kan fortyndes 1:100 og bruges til gødning.

Sådan gør du

Find en plads i køkkenet, hvor du kan have din bokashispand. Fyld dit bioaffald i beholderen max 1-2 gange om dagen, gerne klippet. i mindre stykker, så det nedbrydes hurtigere. Strø et lag kompostgær henover, stamp materialet sammen med noget fladt og luk beholderen.

Bruger du en almindelig 10-liters spand, skal du også lave et lag med fx en æggebakke eller pap revet i småstykker, der kan suger den overskydende væske.

Når spanden er fuld, sættes den til hvile i 14 dage i stuetemperatur.

Bokashikompost

Bokashien skal ned i jorden for at blive til bokashikompost. Du kan enten grave den ned i et bed og tildække med mindst 7 cm. jord, eller du kan blande den med jord i dine krukker på altanen. Du kan også lave en jordfabrik i en større lukket beholder udenfor.

Bokashien skal ligge i jorden mindst 14 dage, før du kan plante i den.