Bliv medlem af lokaludvalget

Brænder du for Vesterbro, og vil du gerne være med til at gøre det til en endnu bedre bydel at bo og leve i? Her kan du blive klogere på, hvordan du kan blive medlem af Vesterbro Lokaludvalg.

Har du meninger om, hvordan Vesterbro skal udvikle sig? Interesserer du dig for nærdemokrati og for medindflydelse på din bydel? Vil du have et bedre netværk og lære andre lokale at kende? 

Så er du klart en lokaludvalgstype! 

I starten af 2026 skal der vælges et nyt lokaludvalg for Vesterbro, og vi har brug for alle typer. Du kan stille op til lokaludvalget eller være med til at bestemme, hvem der bliver valgt ind i lokaludvalget i perioden 2026-29. 

Hvad laver man som lokaludvalgsmedlem?

Expand all

Hvad går lokaludvalgsarbejdet ud på?

Som medlem af lokaludvalget får du et godt indblik i din bydel og hvad der rører sig i forhold til byudvikling, trafik, miljø, fritid, kultur og det sociale område. Du er med til at behandle sager om udviklingen af bydelen og uddele puljestøtte til lokale aktiviteter. Du kan også selv være med til at sætte projekter i gang og rette fokus mod tematikker, du synes er vigtige. Vi afholder jævnligt events for borgerne, som du også kan være med til at arrangere.

Lokaludvalgets medlemmer er frivillige repræsentanter fra bydelens foreninger, råd, bestyrelser etc. og fra de politiske partier, der sidder i Borgerrepræsentationen. Lokaludvalget er derfor et godt bindeled mellem vesterbroerne og politikerne på Københavns Rådhus.

Hvor mange møder er der?

Lokaludvalget mødes 11 gange om året til månedlige lokaludvalgsmøder og drøfter aktuelle sager, beslutter høringssvar, behandler puljeansøgninger etc. 

Derudover har lokaludvalget en række temabaserede arbejdsgrupper, som løbende mødes og arbejder med særlige interesseområder i bydelen, fx kulturområdet, det sociale område og miljøarbejdet. Det er oftest her, lokaludvalgets egne projekter og drøftelser starter. Lokaludvalgsmedlemmerne er frivillige og bestemmer selv, om man har lyst til at være med i en arbejdsgruppe. 

Hvis man er særligt interesseret i at dele penge ud til lokale projekter, kan man også være med i puljeudvalget, der mødes 5 gange om året og forbehandler alle puljeansøgningerne, inden de behandles på lokaludvalgsmødet.

Hvad skal man kunne som nyt medlem?

Som nyt medlem får du en grundig indføring i lokaludvalgsarbejdet. Der er bl.a. en række spændende kurser, og du får en buddy. Det kræver derfor ikke særlige forudsætninger at være med i lokaludvalget, og du skal ikke afholde dig fra at stille op, fordi du er usikker på, om du kan finde ud af det. 

Du kan læse om kurserne for de nye lokaludvalg her.

Lokaludvalgets sekretariat

Bag lokaludvalget står et professionelt sekretariat, der hjælper med jura, formidling af kontakter til kommunen, planlægning af events, møder og meget mere. Du er altid velkommen til at tage fat i sekretariatet, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.

Kom forbi til Åbent Hus

Hvis du gerne vil høre mere om, hvad det vil sige at sidde i lokaludvalget, så kom forbi og snak med sekretariatet til Åbent Hus onsdag den 12. november fra kl. 15.30-17.30 i FishTank i Kødbyen, Ingerslevsgade 44. Vi byder på en snack og vil meget gerne snakke med dig.

Hvordan stiller jeg op?

Expand all

Du skal repræsentere en forening

Alle foreninger, råd, organisationer, brugerbestyrelser osv. på Vesterbro (fremover bare kaldet forening) kan opstille en kandidat til Vesterbro Lokaludvalg og/eller være med til at bestemme, hvem der skal sidde i lokaludvalget i perioden 2026-2029. 

For at stille op til lokaludvalget, skal du derfor repræsentere en forening med lokale aktiviteter. Det er ikke et krav, at du bor på Vesterbro, og du behøver ikke være medlem af den forening, du repræsenterer.

Formelle krav

For at din forening kan opstille en kandidat og/eller stemme til valg til lokaludvalg, er det et krav: 

  • at foreningen har eksisteret minimum et år fra den dato, du tilmelder dig valget.
  • at foreningen har minimum 15 medlemmer fra den dato, du tilmelder dig valget.
  • at foreningen har aktiviteter på Vesterbro. 

Du skal være fyldt 18 år for at kunne stille op til lokaludvalget. 

Du skal tilmelde dig valget

For at tilmelde dig til valget skal du og din forening udfylde en tilmeldingsblanket, der skal sendes til vesterbrolokaludvalg@okf.kk.dk. Du skal samtidig sende dokumentation for, at foreningen lever op til kravene (have eksisteret minimum et år og have 15 medlemmer). Du kan både tilmelde dig som kandidat og stille op, og du kan tilmelde dig for at stemme til valget og dermed få indflydelse på, hvordan det nye lokaludvalg kommer til at se ud. Find tilmeldingsblanketterne nedenfor.

Vær opmærksom på, at en forening kun kan tilmelde én repræsentant til valget. Det vil sige, at hvis foreningen opstiller en kandidat, er det også kandidaten, der er stemmeberettiget til valget. 

Hvis du ønsker at stille op til valget, skal du også sende et vellignende foto. 

Tilmeldingsfrister:

Den 23. januar 2026 kl. 12.00 er frist for at tilmelde dig som kandidat til valget.

Den 16. februar 2026 er der frist for tilmelding til at stemme til valget (for dem der blot vil stemme og ikke stiller op).

Hvordan foregår valget?

Valg til lokaludvalg sker gennem en digital afstemning, der er åben i to uger i slutningen af februar 2026. Alle stemmeberettigede får tilsendt et link til afstemning.

Kandidaterne bliver forud for valget præsenteret på en valghjemmeside, og den 3. februar holder vi præsentationsmøde på Vesterbro, hvor kandidaterne får mulighed for at præsentere sig selv. Den 9. marts er afstemningen slut, og de kandidater, der har fået flest stemmer, er de nye medlemmer af Vesterbro Lokaludvalg.

Mangfoldighed

Københavns Kommune og Vesterbro Lokaludvalg opfordrer til, at alle myndige interesserede uanset køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold stiller op til valg til lokaludvalget.

Det gør vi fordi, mangfoldighed er en grundsten i det nære demokrati og en nødvendighed for at sikre, at lokaludvalget står stærkest som repræsentant for et samlet Vesterbro.

Tilmeldingsblanketter til valg til Vesterbro Lokaludvalg

Udfyld en blanket i Word og send den til vesterbrolokaludvalg@okf.kk.dk samt dokumentation for, at foreningen lever op til kravene og kandidatfoto.

Vigtige datoer i forbindelse med valget

Expand all

Tilmeldingsfrist for kandidater

Den 23. januar 2026 kl. 12.00 er frist for at tilmelde dig som kandidat til valget.

Offentliggørelse af kandidaterne på hjemmeside

Den 28. januar 2026 bliver alle lokaludvalgskandidater offentliggjort på Københavns Kommunes hjemmeside www.valg-lokaludvalg.kk.dk.

Præsentationsmøde af kandidaterne

Den 3. februar 2026 holder lokaludvalgssekretariatet et præsentationsmøde, hvor de opstillede kandidater kan præsentere sig for hinanden, de stemmeberettigede foreninger og for andre lokale interessenter.

Tilmeldingsfrist for at kunne stemme til valget

Den 16. februar 2026 er der frist for tilmelding til at stemme til valget (for dem der blot vil stemme og ikke stiller op).

Det digitale valg

Fra den 23. februar til den 9. marts 2026 kan alle stemmeberettigede til valget afgive sin stemme via et link til afstemningen.

Offentliggørelse af det nye lokaludvalg

Den 9. marts er valget afsluttet og det offentliggøres, hvem der er blevet valgt ind i det nye Vesterbro Lokaludvalg 2026-2029.

Vigtige datoer for de nyvalgte lokaludvalgsmedlemmer

Expand all

Velkomst og mingling

Den 26. marts bydes det nye Vesterbro Lokaludvalg velkommen og får mulighed for at lære hinanden at kende.

Det første lokaludvalgsmøde

Den 22. april holder det nye Vesterbro Lokaludvalg sit første lokaludvalgsmøde og introduceres bl.a. til arbejdet med at uddele puljemidler.

Det gode samarbejde i lokaludvalget

Den 28. april er der Spilleregelsseminar for Vesterbro Lokaludvalg, hvor lokaludvalget bliver enige om et fælles fundament for samarbejdet i lokaludvalget. 

Engagér og involvér lokalområdet

Den 12. maj er der fælleskursus for alle lokaludvalg i København om metoder til at gå i dialog med og involvere lokalområdet. 

Seminar for Vesterbro Lokaludvalg

Den 30. maj er der heldagsseminar for det nye Vesterbro Lokaludvalg.

Samarbejde med kommunens forvaltninger

Den 9. juni er der fællesarrangement for alle lokaludvalg på Københavns Rådhus, hvor kommunens syv forvaltninger fortæller om rammerne for lokaludvalgenes samarbejde med politikere og forvaltninger. 

Klima-, miljø- og biodiversitetsopgaven

Den 28. september er der fælleskursus for alle lokaludvalg om den brede palet af opgaver indenfor miljøområdet.

Forstå planprocessen og påvirk byudviklingen

Den 21. oktober er der fælleskursus for alle lokaludvalg om byplanlægning, kommunale planproces­ser og administration af lokalplaner i Københavns Kommune.

Vejen til lokalpolitisk indflydelse

Den 11. november er der fælleskursus for alle lokaludvalg om samarbejder i det lokalpolitiske arbejde og krydsfeltet mellem lokaldemokrati og indflydelse.