Jernbanebyen

Det vores mål, at udviklingen af Otto Busses Vej skal komme Vesterbroerne til gode - og du kan være med!

Det sker ikke så tit, at så stort et område centralt i København bliver åbnet op for byudvikling. Området, der er større end Christianshavn, har i mange år ligget som en hemmelig lomme midt imellem Vesterbro, Indre By og Sydhavnen.

I Vesterbro Lokaludvalg arbejder vi for, at udviklingen af området skal ske i en åben proces og bygge på en nytænkende tilgang til byudvikling, hvor begreber som bæredygtighed, klimavenlighed, det grønne, mangfoldighed og fællesskab gennemsyrer alle elementer.

Kort sagt - Vi ønsker, at udviklingen også kommer vesterbroerne til gode.

Det gør vi - og du kan være med

Med kommuneplanen 2019 og den kommende helhedsplan er arbejdet med området ved Otto Busses Vej gået ind i en ny fase. 

I Vesterbro Lokaludvalg har vi igangsat en netværksgruppe, hvor vi inviterer Vesterbros borgere og lokale aktører til at være en del af vores arbejde. Vi fungerer som en levende organisme, som hele tiden kan tilpasses efter de aktuelle situationer, så borgernes stemme altid kan blive hørt. 

I netværksgruppen vil der være forskellige fokusområder at tage fat på, alt efter hvor din interesse for området ligger.

Følgende er nogle af de temaer og spørgsmål, som vi vil tage fat på:

  • Grønne områder, klima og bæredygtighed
  • Eksperimenterende boligerne/bofællesskaberne
  • Infrastruktur og trafikale forbindelser, der samtidig er klimavenlige
  • Bevaringsværdige kulturmiljøer der samtidig giver plads til nye initiativer og kunstnerisk udfoldelse
  • Sociale rummelighed
  • Lokalt handeles- og erhvervsliv i området
  • Kapacitet og de bedste rammer for institutioner, skole og uddannelser
  • Idræt og bevægelse på flere niveauer og nye muligheder for fysisk aktivitet til Vesterbros borgere og foreningsliv

Kunne du tænke dig at deltage og måske bidrage, når vi tager fat? Så tag fat i Jørgen på jspp0909@gmail.com. Du er hjerteligt velkommen.

Bemærk: hvis du vil sende sikkert til os, skal du sende via kontaktformularen, som du finder nederst på siden. 

Læs mere om vores organisering i kommissoriet, som du finder nederst på siden. Eller følg os på Facebookgruppen Vester Remiseparks Venner 

Kært barn har mange navne

Igennem årene har der været mange bud på, hvad man skal kalde området omkring Otto Busses Vej. I den gældende lokalplan for området hedder det helt enkelt ”Otto Busses Vej”. I andre dokumenter, bl.a. Kommuneplanen, hedder det Godsbaneterrænet – også selv - om området mest har været DSBs central - værksted. Grundejerne har for nylig kaldt det Jernbanebyen. Og i Vesterbro Lokaludvalg har vi siden 2017 kaldt området for Vester Remisepark. Med ordet park ønsker vi at signalere den vægt, borgerne lægger på, at der er et stort behov for grønne rekreative områder på Vesterbro.

Vores interesse for området

Vores arbejde med området omkring Otto Busses Vej går helt tilbage til 2010, hvor vi forud for vores bydelsplan 2010 konstaterede, at mange borgere ønskede, at Otto Busses Vej skulle udvikles til et rekreativt område. Særligt fik vi mange henvendelser med ønsker om at inkludere fodboldbaner i planerne, hvilket kunne skabe en god forbindelse til Bavnehøj Idrætsanlæg. Vi tog tilbagemeldingerne alvorligt og i vores bydelsplan fra 2017 står der følgende: ”København har en enestående mulighed for her at skabe nogle af de faciliteter byen har så hårdt brug for.”

Samtidig satte vi gang i endnu en borgerinddragelsesproces for at skabe en model over området, som kunne illustrere nogle af de drømme som vi og vesterbro-borgerne har for området. Igennem temamøder, bydelsfester m.v. fik vi input til en model, hvor en high-line skaber forbindelse fra den gamle stenbro hen over banen til områdets grønne rekreative områder og videre til havnen. Vi døbte projektet Vester Remisepark og udarbejdede en vision for området..

Kommuneplan 2019

Den dialog vi havde skabt i bydelen, præsenterede vi for politikerne op til vedtagelsen af den nye kommuneplan, som bl.a. skulle lægge rammerne for udviklingen på Otto Busses Vej.

I kommuneplan2019 står der bl.a. følgende:

”Københavns Kommune ønsker, at Godsbaneterrænet bliver et fyrtårn for, hvordan kommunen fremover vil have fokus på det grønne, når nye byområder udvikles. Derfor skal der på Godsbaneterrænet etableres en grøn struktur med en offentlig park, begrønnede byrum og grønne offentligt tilgængelige private friarealer i størrelsesordenen 9 - 12 hektar. Desuden skal den vilde natur, der findes på Godsbaneterrænet så vidt muligt bevares.”

”I området er der en særlig selvgroet stemning, som skal bevares. De mange bevaringsværdige ejendomme er en unik kvalitet i området, som med byudviklingen kan få nyt liv til eksempelvis offentlige og kulturelle formål, erhvervsliv, detailhandel og restaurationer.”

Flere af punkterne fra vores vision er medtaget i kommuneplan 2019, og det er vi stolte af.

Fra helhedsplan til lokalplan

Efter en en arkitektkonkurrence stod det i foråret 2021 klart, at det er COBE-arkitekter, der med deres plan ”Jernbanebyen – på sporet af en grøn, bæredygtig bydel”, står for helhedsplanen for området, hvorudfra lokalplanernes skal laves.

Forud for beslutningen om helhedsplanen stod vi for afviklingen af et dialogmøde med ca. 80 centrale aktører. Ideerne fra mødet har vi samlet i en rapport, som bl.a. ligger til grund for helhedsplanen. Den kan du læse nedenfor.

I november 2022 var igen værter for et ambitiøst dialogmøde om håndværk og kreative virksomheder som bærende element i Jernbanebyens identitet. Mødet satte fokus på områdets egenart og kulturarv, herunder at give rum til, at områdets eksisterende udøvere af håndværk og kreative virksomheder også i fremtiden har en naturlig plads i området.

Dertil er vi løbende i dialog med grundejerne DSB Ejendomme og Freja ejendomme, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen, de forskellige developers og andre relevante aktører.

Og arbejdet fortsætter. Inden længe kommer lokalplanen for området i høring. Der vil vi igen tage fat i jer, sår vi sikrere at at udviklingen af områder sker i tråd med, hvad Vesterbro mangler og ønsker sig.

Vi ønsker at give en stor tak til alle de vesterbroere, der igennem tiden har givet os input til planerne for Otto Busses Vej. For der skal mange gode kræfter til at gøre drømmene til virkelighed – og vi er kun lige begyndt.

Presserum

Hold dig opdateret om, hvad der er blevet skrevet om udviklingen af Jernbanebyen. Vi har samlet de vigtigste nyheder til dig