NU kan anlæggelsen af fjernbusterminalen ved Dybbølsbro endelig gå i gang
Man skal ikke være ekspert i byplanlægning, for at kunne se, at den nuværende løsning med fjernbus-holdeplads på Ingerslevgade ikke funger – hverken for busserne selv eller andre trafikanter.
Det har vi længe påpeget overfor Rådhusets politikere og Teknik- og Miljøforvaltningen. Derfor er vi selvfølgelig ekstra glade, når der endelig bliver gjort noget ved problemerne.
En lang proces
Allerede i oktober 2020 indgik Staten og Københavns Kommune en aftale om at etablere en busterminal til fjernbusser ved Dybbølsbro Vejdirektoratets udbud af opgaven viste sig at være 29 mio. kr. dyrere end det afsatte budget. Derfor blev projektet igen taget op til politisk behandling i både Økonomiudvalget og den samlede Borgerrepræsentation.
Med anbefaling fra Økonomiudvalget vedtog Borgerrepræsentationen i torsdags, at følgende løsningsforslag skal følges.
”Vejdirektoratet vil indgå kontrakt om det planlagte og udbudte projekt med den vindende byder. Med den oprindelige tidsplan skulle busterminalen kunne åbne omkring 1. maj 2023. Med denne model vil det forventeligt være i juni-juli 2023, men det vil afhænge af nærmere dialog med entreprenøren.”
Det betyder heldigvis, at vi som planlagt kan se frem til en ny-fjernbusterminal ved Dybbølsbro med ibrugtagning næste sommer.
En del af en større trafikal helhedsplan for Dybbølsbro.
Vesterbros vejnet er presset. Med baggrund i den trafik-rapport for Vesterbro, vi har fået udarbejdet, kan vi f.eks. se, at om tre år vil antallet af biler være næsten 35 procent højere end i 2017, og at vi kan forvente en stigning i bilejerskabet på hele 75 procent i 2035 sammenlignet med 2017.
Disse tal, sammen med det faktum at der netop nu bygges og anlægges hele vejen rundt om Dybbølsbro, gør, at behovet for en trafikal helhedsplan for Dybbølsbro er yderst presserende.
Med input fra os blev der heldigvis ved sidste overførelsessag afsat penge til udarbejdelse af en trafikal helhedsplan for Dybbølsbro. Vi er med i den følgegruppe, der er nedsat ifm. arbejdet.