Stil op til Vesterbro Lokaludvalg
Har du meninger om, hvordan Vesterbro skal udvikle sig? Interesserer du dig for nærdemokrati og for medindflydelse på din bydel? Vil du have et bedre netværk og lære andre lokale at kende?
Så er du klart en lokaludvalgstype!
I starten af 2026 skal der vælges et nyt lokaludvalg for Vesterbro, og vi har brug for alle typer. Du kan stille op til lokaludvalget eller være med til at bestemme, hvem der bliver valgt ind i lokaludvalget i perioden 2026-29.
Du skal repræsentere en forening
Alle foreninger, råd, organisationer, brugerbestyrelser osv. på Vesterbro kan opstille en kandidat til Vesterbro Lokaludvalg og/eller være med til at bestemme, hvem der skal sidde i lokaludvalget i perioden 2026-2029.
For at stille op til lokaludvalget, skal du derfor repræsentere en forening med lokale aktiviteter. Det er ikke et krav, at du bor på Vesterbro, og du behøver ikke være medlem af den forening, du repræsenterer.
Foreningen skal have aktiviteter på Vesterbro, have eksisteret minimum et år ved tilmelding og have minimum 15 medlemmer ved tilmelding. Du skal være fyldt 18 år for at kunne stille op til lokaludvalget.
Kom forbi til Åbent Hus
Hvis du gerne vil høre mere om, hvad det vil sige at sidde i lokaludvalget, så kom forbi og snak med sekretariatet til Åbent Hus onsdag den 12. november fra kl. 15.30-17.30 i FishTank i Kødbyen, Ingerslevsgade 44. Vi byder på en snack og vil meget gerne snakke med dig.
Du skal tilmelde dig valget
For at tilmelde dig til valget skal du udfylde en tilmeldingsblanket på vegne af din forening og sende den til vores mail.
Du kan både stille op til lokaludvalget, eller du kan også bare være med til at bestemme, hvem der skal sidde i lokaludvalget i perioden 2026-2029. Det gør du ved at tilmelde dig til at stemme til valget.
Den 23. januar 2026 kl. 12.00 er frist for at tilmelde dig som kandidat til valget.
Den 16. februar 2026 kl. 12.00 er der frist for tilmelding til at stemme til valget (for dem der blot vil stemme og ikke stiller op).