Vesterbropuljen

Vesterbropuljen støtter projekter, der søger om mere end 15.000 kr.

Nyt digital ansøgningssystem

Vesterbro Lokaludvalg har fået et ny digitalt ansøgningssystem, hvor du både kan oprette og indsende dine ansøgninger, evalueringer og regnskaber, og du kan kommunikere med sekretariatet om dine eksisterende ansøgninger.

Log ind og opret en profil i det nye system herunder og kontakt os, hvis du har spørgsmål til ansøgningsprocessen.

Ansøgningsfrister

Når du søger Vesterbropuljen, er behandlingstiden lidt længere end ved Lillepuljen. Søger du Vesterbropuljen, skal du derfor søge i god tid før dit arrangement. 

Du kan typisk forvente svar halvanden måned efter ansøgningsfristen.

Ansøgningsfrister

Den 15. januar 2026 – du får svar i slutningen af februar 2026.
Den 15. marts 2026 – du får svar i slutningen af april 2026.
Den 15. maj 2026 – du får svar i slutningen af juni 2026.
Den 15. august 2026 – du får svar i slutningen af september 2026.
Den 15. oktober 2026 – du får svar i slutningen af november 2026 (ved denne ansøgningsfrist kan du også søge støtte til projekter eller arrangementer i 2027).

Puljekriterier

Når du søger penge igennem Vesterbropuljen, er det vigtigt, at du forholder dig til vores puljekriterier og retningslinjer for uddeling af puljemidler. 

I foråret 2023 har vi opdateret vores puljekriterier, som er gældende fra efteråret 2023 og fremover. 

Kriterierne er de samme uanset, om du søger Vesterbropuljen eller Lillepuljen.

Kriterier for puljen

Fold alle ud

Formål

Vi vil gerne støtte op om lokale projekter, som kommer Vesterbro til gavn. Særligt projekter som falder ind under temaerne fra Vesterbros bydelsplan: ”Plads til alle”, ”Plads til fællesskaber” og ”Plads til det grønne”.

Du finder vores bydelsplan her.

Krav

Følgende skal opfyldes for, at der kan tildeles støtte:

  • Dit projekt skal foregå på Vesterbro og/eller komme Vesterbros borgere til gavn.
  • Dit projekt må ikke give overskud, da al støtte tildeles som underskudsgaranti.
  • Vesterbro Lokaludvalg skal krediteres i promovering af projektet (reklame, omtale, sociale medier m.fl.).

Lokaludvalget prioriterer

Vesterbro Lokaludvalg prioriterer projekter som:

  • tager udgangspunkt i Vesterbro som lokalområde, gerne i de nye bydele: Carlsberg Byen, havnen og Jernbanebyen.
  • skaber dialog, debat og/eller netværk imellem bydelens borgere, brugere og institutioner.
  • har lokale samarbejdspartnere.
  • skaber, fremmer eller understøtter biodiversitet og grøn bæredygtighed.

Vesterbro Lokaludvalg ser gerne, at der er ansøgninger fra eller til følgende grupper:

  • skaber eller understøtter en øget trivsel blandt børn og unge på Vesterbro.
  • er fra og til Vesterbros minoriserede grupper, herunder hjemløse, stofbrugere, sexarbejdere og øldrikkere.
  • er til eller fra underrepræsenteret grupper, for eksempel unge, ældre, kvinder, kønsminoriteter, LGBTQIA+ personer, people of colour, folk som ikke er dansk talende, personer med få økonomiske midler og personer med fysisk eller mentalt handikap.

Lokaludvalget kan ikke yde støtte til

  • arrangementer hvor der ikke er offentlig adgang.
  • studierejer og studieophold.
  • varige driftsudgifter.
  • større anlægsarbejder.
  • lønudgifter i kommunale institutioner.
  • arrangementer der allerede har fundet sted eller er påbegyndt før datoen for behandling af ansøgningen.

Vesterbro bydelsplan

Når vi vurderer ansøgninger til Vesterbropuljen, lægger vi bl.a. vægt på, at du forholder dig til vores bydelsplan for Vesterbro.

Sådan søger du

Fold alle ud

Opret en profil

  • Som ansøger skal man oprette en profil i ansøgningssystemtet.
  • Du logger ind på din profil, når du vil tilgå dine ansøgningen.
  • Du kan gemme dine ansøgninger som kladder, så du kan komme tilbage og færdiggøre dem på et senere tidspunkt. 
  • Du har en samlet oversigt over dine ansøgninger til projekter og ansøgningernes status.
  • Du kan dele din ansøgning med andre, så I kan være flere om at udfylde ansøgningen. Dem, du deler ansøgningen med, skal også have en profil i ansøgningssystemet. 
  • Hvis du ønsker at ansøge puljer i forskellige lokaludvalg, skal du oprette en profil for hvert lokaludvalg. Du kan bruge samme profil til Lillepuljen og Vesterbropuljen.

Værd at vide om ansøgningssystemet

Obligatoriske felter er markeret med en stjerne*. 

Ved skrivefelter er der et max. antal anslag. Du kan se antal anslag, du har brugt under feltet. Vær opmærksom på at linjeskift, bullets o.l. fylder meget og kan snyde i forhold til det oplyste forbrug af anslag.

Oplysningerne skal gemmes løbende, så husk derfor at trykke ’gem kladde’, inden du går til næste side. Gør du ikke det, vil felterne på den aktuelle side gå tabt.

Hvad skal du have med i din ansøgning?

Hvem kan søge puljen?

  • Privatperson med CPR-nummer eller en organisation/forening med CVR-nummer.

Hav disse oplysninger klar om dig/jer, der søger

  • Oplysninger om kontaktperson (navn, adresse, mail, telefon)
  • Om du/foreningen er momsregistreret, og om I trækker momsen fra.  

Beskriv projektet/arrangementet med følgende

  • En beskrivelse af dit/jeres projekt.
  • En tidsplan for projektet.
  • Et budget for projektet – både udgifter og indtægter (du finder en guide til at udfylde dit budget her).
  • Information om aktivitetens målgruppe:
    • Hvilken målgruppe retter jeres aktivitet sig primært mod?
    • Hvad får målgruppen ud af aktiviteterne?
    • Hvor mange forventes at deltage i aktiviteten?

Hvis vi har brug for opfølgende oplysninger fra dig

Hvis vi har spørgsmål eller brug for andet information ifm. at behandle din ansøgning, sender vi din ansøgning retur til afklaring.

  • Når en ansøgning sendes retur, modtager du en mail.
  • Log ind på din profil.
  • Klik på den ansøgning, der er returneret.
  • Under ”Beskeder/Dialog” ses beskeden på den returnerede ansøgning.
  • Klik på blyant-ikonet for at redigere i ansøgningen.
  • Rediger din ansøgning, så den opfylder det, der bliver efterspurgt.
  • Klik på ”Send ansøgning” for at genindsende ansøgningen.

Overvej inden du søger...

Vi har desværre ikke midler nok til at give støtte til alle vores ansøgere. Derfor kan det være en god ide for dig at overveje:

  • Er lokaludvalget ene finasieringsyder til dit projekt, eller er der andre til at medfinansiere projektet?
  • Har du lokale samarbejdspartnere til dit projekt?
  • Søger du om et meget stort beløb, kan det være svært for os at imødekomme din ansøgning. Det kan derfor være en god ide at gennemgå dit budget og overveje, hvad du gør, hvis du får afslag eller delvis støtte.

Ofte stillede spørgsmål

Fold alle ud

Kan jeg søge støtte til aktiviteter, der er afholdt?

Nej, du kan ikke få støtte til dit projekt, hvis dine aktiviteter er afholdt inden beslutningstidspunktet.

Dette betyder, at vi kun støtter aktiviteter, der ligger bagefter det møde, hvor der træffes endelig beslutning om din ansøgning.

Vil du gerne vide præcis hvornår din ansøgningen behandles, så kontakt vores sekretariat.

Hvad betyder det, at støtten gives som underskudsgaranti?

Hvis dit projekt tildeles støttemidler fra vores puljer, dækker det underskuddet, som projektet forventes at få.

Dette betyder også, at Lokaludvalget ikke som udgangspunkt støtter projekter, der regner med et overskud.

Giver projektet et mindre underskud end forventet vil støtten være tilsvarende mindre.

Hvilke udgifter kan dækkes af en eventuel støtte?

Vi støtter aktiviteter og projekter, der er bydelsrelevante og som foregår i bydelen.

Der lægges vægt på, at projekter, der søges penge til, bidrager til netværksskabelse, fremmer dialog, styrker sammenhængen mellem boligområderne i bydelen, bakker op om projekter nævnt i bydelsplanen eller tager miljøhensyn i forbindelse med udførelen af projektet.

Udgifterne kan være alt fra forplejning, indkøb af materialer og leje af lokaler til i begrænset grad honorarer. Som udgangspunkt ydes der ikke støtte til studierejser, varige driftsudgifter eller aflønning af kommunale medarbejdere. 

Hvilke udgifter kan IKKE dækkes af en eventuel støtte?

Vores støtte kan som udgangspunkt ikke anvendes til at dække følgende udgifter:  

  • Studierejser.
  • Varige driftsudgifter. Herunder fast husleje, forsikring og forbrugsudgifter (vand, varme, el).
  • Større anlægsudgifter.
  • Faste aflønninger.
  • Aflønning af kommunale medarbejdere. Heller ikke midlertidig aflønning.
  • Lukkede medlemskredse, hvor kun medlemmer kan deltage i aktiviteten fx jubilæer eller interne aktiviteter.
  • Aktiviteter der finder sted før Lokaludvalget har behandlet ansøgningen.
  • Kommercielle aktiviteter (herunder bogudgivelser, release-fester og udstillinger med salg for øje).

Kan jeg søge støtte til et projekt, der løber over flere år?

Ja, det kan du godt, men Lokaludvalget kan kun støtte den del af projektet, som afvikles i det år, du søger.

Hvis projektet løber henover årsskiftet, er det derfor vigtigt at budgettet opdeles, så det viser, hvilke midler der bruges i fx 2025 og 2026, og dermed søges om i det pågældende år.

Det skyldes at Lokaludvalgets regnskabsår følger kalenderåret, og vi skal afslutte vores regnskab ved årsskiftet.

Når jeg har indsendt en ansøgning, hvad sker der så?

Når du har sendt din ansøgning i det digitale ansøgningssystem, får du en kvitteringsmail for indsendelse af ansøgningen, og vi går i gang med at behandle den. Hvis vi gerne vil have uddybet noget vedrørende din ansøgning, kontakter vi dig gennem systemet. Du vil modtage en mail om dette. 

Derefter behandler Lokaludvalgets Puljeudvalg din ansøgning.

Hvis du har søgt Lillepuljen, vil du få svar 2-3 uger efter ansøgningsfristen.

Har du har søgt Vesterbropuljen, indstiller Puljeudvalget ansøgningen til et senere lokaludvalgsmøde, hvor den endelige beslutning tages. Du vil normalt få svar ca. halvanden måned efter ansøgningsfristen.

Hvornår kan jeg forvente svar på min ansøgning?

Her er en oversigt over hvornår du kan forvente svar alt efter hvilken ansøgningsfrist, du har søgt til:

Den 15. januar 2026 – du får svar i slutningen af februar 2026.
Den 15. marts 2026 – du får svar i slutningen af april 2026.
Den 15. maj 2026 – du får svar i slutningen af juni 2026.
Den 15. august 2026 – du får svar i slutningen af september 2026.
Den 15. oktober 2026 – du får svar i slutningen af november 2026.

Juhuuu, jeg har modtaget støtte. Hvad sker der nu?

Har du modtaget et tilsagnsbrev med fuld eller delvis støtte, kan du gå i gang med dit projekt, som beskrevet i din ansøgning.

Du skal være opmærksom på følgende:

  • Når du går i gang med at planlægge og annoncere for dit projekt, er det vigtigt, du bruger vores logo i dit pr-materiale. Du finder vores logo i forskellige formater her.
  • I dit tilsagnsbrev står en dato for, hvornår du senest skal indsende din evaluering med regnskab. Har du brug for udsættelse, så kontakt os i sekretariatet.
  • Sker der ændringer i dit projekt eller budget, vil vi også gerne vide det i sekretariatet. Store ændringer kan have betydning for din støtte.

Held og lykke med dit projekt :) 

Hvornår vil støtten blive udbetalt?

Som udgangspunkt vil du få støtten udbetalt, når du har indleveret regnskab og evaluering til sekretariatet, og dette er blevet godkendt.

Vær opmærksom på, at alle fakturaer skal være indhentet og tilgængelig for sekretariatet, før støtten kan udbetales.

Sådan behandler vi ansøgninger ift. persondataloven

Som ansøger skal du efter Persondataloven vide, at Lokaludvalget vil behandle ansøgningen digitalt og i den forbindelse også behandle personoplysninger om dig. Du kan få oplyst, hvilke oplysninger Lokaludvalget behandler, ved at henvende dig til Lokaludvalgets sekretariat.

Samtykkeerklæring:

Når du ansøger om støtte hos Lokaludvalget, skal du være opmærksom på følgende:

  • At Lokaludvalget efter persondataloven vil behandle ansøgningens indhold digitalt.
  • At oplysningerne i ansøgningsskemaet vil blive behandlet af Lokaludvalget på et offentligt møde.
  • At oplysninger om ansøgningens formål, ansøgernavn, størrelse på det ansøgte beløb samt lokaludvalgets beslutning vil blive offentligt tilgængeligt som en del af mødematerialet.

Når du indsender ansøgningen, giver du dit samtykke til ovenstående.

Har du brug for hjælp?

Hvis du spørgsmål til vores puljer eller til hvordan du søger, så send en mail til sekretariatet.